Spring til indhold

Udviklingsplan 2015

Udviklingsplan for Stolbro/Stolbrolykke

Vores ambition er at gøre Stolbro til en god by at bo i.
Kodeord er fællesskab – sammenhold – mangfoldighed – rummelighed og initiativ.
Landsbyen skal ikke være et vækstområde. Forandringer skal ske i takt med tiden og samfundsudviklingen under hensyntagen til, at Stolbro bevarer sit præg af landsby.

Aktivitetsniveauet er – og skal være – højt, båret af engagement og frivilligt arbejde.

Flere beboere i Stolbro stiller velvilligt lokaler til rådighed. Dermed kan aktiviteterne foregå forskellige steder, så man ikke bliver mæt af at mødes samme sted i de samme rammer.

Aktiviteterne i Stolbro har en grundstamme af foreningsliv og blivende traditioner.
–          Jagtforeningen har haft 70 års jubilæum og disponerer over egen jagthytte.
–          Hvert år afholdes sommerfest, og til Sct. Hans er der bål på bålpladsen ved
           ’æhav’.

Stolbro Bylaug tilrettelægger aktiviteter, hvoraf nogle er blevet traditioner, mens andre
            vil ændre indhold over tid. I dag er der:

–          fællesspisning 3-4 gange om året, herunder grill-arrangement i maj måned
–          aktivitetsdag med diverse reparationer, opsætning af badebro, rengøring og
           vedligeholdelse af bål- og strandplads, opsamling af affald langs vej, strand og
           stier og grill-pølser som belønning.
–          op mod jul er der opsætning af juletræ, julefrokost med det hele – og senere  
          
julestue med julemand og godteposer.
–          efter nytår indbyder Bylauget til nytårsbrunch
          i marts afholdes generalforsamling med fællesspisning
–          i august afholdes traktor/plæneklipper/cykelringridning
          i oktober afholdes ’den store bagedyst’

Der er desuden faciliteter til planlagte eller spontane arrangementer – private eller i fællesskab med andre fra landsbyen.

–          Skippersminde – et lille strandhus, der er ejet af Bylauget, kan lejes for et
          
beskedent beløb.
–          Petanque banen og legepladsen kan frit benyttes af børn i selskab med voksne.
–          Markveje og stisystemet giver rig adgang til motion eller ture med madkurv.
–          Strand og hav er frit til rådighed for badning, sejlads eller hyggeeftermiddag
           med børn, der fisker krabber.

Vision

– herunder tanker og idéer vi kan vælge at satse på over de næste år

Stolbro Bylaug afholdt 23. september 2015 fællesspisning med efterfølgende revision af udviklingsplanen.

Ovenstående ramme for Stolbros virke og udvikling vil fortsat være gældende. Ud fra den ramme udvikles idéer, iværksættes aktiviteter og defineres nye mål, så Stolbro fortsat vil være et godt sted at bo for både unge, børnefamilier og ældre.

Følgende idéer/forslag/tanker blev bragt på bane:

–          cykelsti med gode lysforhold mellem Stolbro og Dyndved
–          øget trafiksikkerhed: F.eks. ’legende børn-skilt’ / besøg af fotovogn / bedre
           vedligehold af vej til Dyndved, så høje kanter og dybe huller udbedres
           hurtigere
          etablering af mere effektiv byport-øst / færre store sten helt tæt ved vejen-
           bedre P-plads ved bålplads, evt. med båse af gl. telefonpæle
–          etablering af flere bænke/borde langs det nye stisystem og på vores to veje til æ
           hav
          shelter ved Thoeslykke (ved møllerne)
          bålhytte ved stranden 15-20 m2
          vedligehold af legeplads i forbindelse med strand- og byrensning
          gynge i skoven ved bålplads
          slæbestedet graves fri
          indkøb af mindre stillads til udlejning i byen
          flere frugttræer og udskiftning af dårlige frugttræer
–          indretning af fitnes/motionsrum/’ungdomsklub’
          renovering af Skippersminde, herunder nyt tag
          etablering af ældrebolig(er) med havudsigt
          offentlig lønnet landsbypedel
–          indkøb af projektor med lyd og lærred
–          fælles årligt loppemarked evt. i telt på ringriderpladsen
          seniorkaffe
          lottospil
          lan-party … (computerspil i netværk)
          kombineret motions- og orienteringsløb
          musikfestival
          foredrag en gang årligt, evt. gennem Folkeuniversitetet, evt. i samarbejde med
           Dyndved
          ide-udveksling/samarbejde med andre bylaug,
          rundboldkamp mod Dyndved eller petanque-dyst
          mere info på hjemmesiden
          infotavle nær bænk ved ’bystenen’ med info om stisystemer m.m.
          info-foldere i kasse ved bålpladsen
          noder i sangbog
–          fortsat indsats mod slum – og en ren og pæn by
–          familievenlig by, der kan tiltrække ressourcestærke familier
–          fortsat blandet beboelse og erhverv af hensyn til dynamikken
–          inddrage børn og unge, så de kan videreføre fællesskab og sammenhold
–          fortsætte det gode vi har og fastholde aktivitetsniveauet

 

 

Strategi

Stolbro Bylaug vil i samarbejde med beboerne i Stolbro/Stolbrolykke arbejde ud fra ovenstående tanker, idéer og forslag.

Etablering af cykelsti fra Stolbro til Dyndved med godt lys er fortsat prioriteret højt. Cykelstien var prioriteret højt i alle 6 arbejdsgrupper.

Forslag, der koster penge eller kræver en relativ stor arbejdsindsats, vil indgå i Bylaugets overvejelser under hensyntagen til økonomi og resurser.

Forslag til diverse aktiviteter kan indgå i aktivitetsplanen eller blive gennemført ved at beboere tager ejerskab til aktiviteten og tilrettelægger arrangementet.